AFLYST: Efterårskursus E20

Det vigtige
Start
Slut
Pris
900 kr. pr. deltager
Samling på Forlev

AFLYSNING AF KURSUS 

 

Kære alle sammen,

Vi er meget, meget, meget kede af at måtte fortælle jer, at vi er nødt til at aflyse E-20. I lørdags kl. 12 trådte en ny og uventet regel i kraft. Den siger, at man kun kan være undtaget af forsamlingsforbuddet (som vi jo ellers har været) og holde arrangementer for op til 500, hvis deltagerne i "al væsentlighed sidder ned på faste pladser med retning mod en scene, biograflærred, bane eller lignende". Disse regler gælder mindst til og med d. 18/10, og selvom vi jo er vilde med Sommerhuset, synes vi ærlig talt, at det bliver lidt en lang uge for os alle, hvis vi skal kigge på dem non-stop i 9 dage.

Vi har talt med Dansk Ungdoms Fællesråd, med Kulturministeriet og med Østjyllands Politi. De eneste, der kunne give os en klar melding var politiet, og den lød sådan her: "Hvis I afholder en spejderlejr som regler er nu, kommer vi og lukker jer....." Og det er vi jo i hvert fald ikke interesserede i.

Derfor har vi taget den helt vildt ærgerlige beslutning at aflyse efterårets lejr. Det arrangement, vi havde planlagt, overholdt alle gældende regler (undtagen lige den med at sidde ned), og vi havde stort fokus på ikke at lave en større lejr, end vores faciliteter tillod det. Det har været en lang og svær proces hele vejen igennem, hvor vi har balanceret på en knivsæg ift. på den ene side at følge regeringens ønske og anbefaling om at holde gang i fritidsaktiviteterne for børn og unge, og på den anden siden at være bekymrede over den stigende smitte.

På trods af dette så vi frem til at kunne holde et godt og lærerigt arrangement for alle dem, som havde lyst og mod på at være med. Det viser sig nu desværre at blive en umulighed, og det er vi virkelig ærgerlige over.

Alle tilmeldte klaner har fået besked om dette pr. mail. Heri er også informationer om refundering af deltagerbetalingen.

Spørgsmål kan stilles herunder eller på seniorkursus@forlev.dk

Vi håber, at vi i stedet får lov til at se jer alle til næste år.

De bedste Forlev-hilsner

Jakob og Stine,

Lejrledere

 


 

KURSUS ER PT. FYLDT - tilmelding til venteliste herover

 

Seniorkursus E-20 – Seniorkursus i efterårsferien!

Hvert år i efterårsferien samles mellem 100 og 200 seniorer på Forlev til et kursus med udfordringer, råhygge og nye bekendtskaber. I år kommer det muligvis til at se lidt anderledes ud, så vi kan imødekomme myndighedernes anvisninger ift. COVID-19, men informationer følger først herom, når vi hører nyt ift. genåbning af landet og regler for forsamlinger. Én konsekvense af COVID-19 er bl.a., at vi indtil videre er omfattet af et forsamlingsforbud på max 100 personer i alt - altså både kursister og lagmænd. Vi har derfor oprettet en venteliste til alle dem, som ikke nåede med i første omgang. Vi krydser alt, hvad vi har for, at forsamlingsforbuddet hæves til mindst 200. 

Kurset
Hver morgen begynder med en fælles omgang morgenmad. Herefter foregår dagen på et projekt, du selv har valgt, kun afbrudt af frokostpausen, som du tilbringer sammen med din klan. Om aftenen er der hygge og underholdning i Tutten.

Alternativ overnatning
I Seniorkurset er boformen også̊ med til at give en på opleveren. Man bor ca. 30 seniorer sammen i en raftekonstruktion, som I selv bygger op, når I ankommer. Det plejer at blive nogle sjove og farverige eksemplarer af “sovemonstre”.

Projekter for enhver smag - den enkelte kursist i centrum
Det er lagmændene (de frivillige ledere på centeret), der udbyder de enkelte projekter. Uanset om man er til bombastiske pioner-projekter, gedigent håndværksarbejde eller kreative teater lege, er der et projekt, der passer til dig. Man melder sig til projekterne enkeltvis, sådan at folk fra den samme klan kan være på forskellige projekter. På den måde kan du beskæftige dig med lige præcis det, du brænder for, uanset hvilke andre interesser dine klankumpaner måtte have.

Tema
Ugens tema holdes hemmeligt lidt endnu, men følg med - det bliver snart offentliggjort.

Mere information
Start: lørdag d. 10/10 kl. ca. 13.30
Slut: lørdag d. 17/10 kl. ca. 14.00

Sted 
Forlev Spejdercenter
Skyggelundsvej 3, Forlev
8660 Skanderborg
Tlf. 8652 3399 (brug ikke dette nummer før kurset)

Deltagere 
Vi er et ikke-korpsligt spejdercenter, hvilket vil sige, at vi ikke hører til noget “bestemt” sted. Det vil også sige, at alle er velkomne hos os - længe man er fyldt 16 år. Faktisk behøver man slet ikke at være spejder for at være med. Alle skal deltage i HELE perioden. Der udstedes kursusbevis til deltagere, der gennemfører hele kurset. Dvs. du skal være til stede i hele kursets forløb.

Pris 
900,- kr. pr. deltager. Kursusafgiften dækker over hytteleje, morgenmad alle dage, årets lækre T-shirt, aktiviteter/projekter og fællesdag. Frokost, aftensmad og transport skal I selv sørge for. De fleste kommuner refunderer en del af kursusafgiften for et gennemført kursus.

Tilmelding 
Tilmeldingen finder du via linket i toppen af siden. Tilmelding skal være os i hænde senest fredag d. 18. september 2020 og er først gyldig, når hele kursusafgiften er betalt. På tilmeldingssiden tilmeldes klanens kontaktperson og økonomiansvarlige. Efterfølgende vil kontaktpersonen modtage en mail med et skema til udfyldelse af oplysninger på alle deltagende medlemmer i klanen.

Betaling
Hele kursusafgiften betales samlet for klanen forud til Forlevs konto: reg. nr. 5077 kontonr. 1141350 (Jyske Bank). Betalingen skal mærkes tydeligt med klannavn og gruppe.

Ved afbud indtil 28 dage inden før kursusstart refunderes hele kursusafgiften på nær 100 kroner.

Ved afbud senere end 28 dage før, og 7 dage inden kursusstart refunderes den halve kursusafgift.

Ved afbud i ugen op til kursus refunderes kursusafgiften ikke.

I tilfælde af, at vi aflyser kurset pga. corona, tilbagebetaler vi det fulde beløb. 

OBS! Hvis du skal stå på venteliste, skal du ikke betale. Betaling finder først sted, når vi ved, om du/I får plads. 

Deltagerbrev
I modtager et deltagerbrev få dage efter sidste tilmeldingsfrist som bekræftelse på, at I deltager. Brevet indeholder nærmere praktiske informationer om kurset.

Lejrledere
Stine Tanderup tlf. 50996543
Jakob Kristiansen tlf. 22889972

Spørgsmål vedr. efterårskursus 2020 sendes på mail til seniorkursus@forlev.dk og vil blive besvaret hurtigst muligt.